TEORI

Mentaliseringsbegrebet udgør for os en milepæl i den moderne udviklingspsykologi og psykoterapi og er derfor blevet det teoretiske såvel som det klinisk relevante fundament for den Relations Fokuserede Terapi.

Grundlaget for det vi nu kan kalde Mentaliseringspsykologien er begreber, udviklet i tilknytningsforskningen af John Bowlby, Mary Ainsworth og Mary Main. John Bowlby så tilknytning som ”målet” for menneskelig udvikling, Peter Fonagy, den centrale person i det der nu kaldes ”Londonskolen” står bag udviklingen af Mentaliseringstænkningen. Han ser snarere tilknytningen som et middel til udviklingen af Mentaliseringsevnen. Tilknytning udgør den relationelle base for udvikling af Mentalisering, og tryg tilknytning ligger til grund for den fulde udvikling af vor Mentaliseringsevne. Dette danner baggrund for den Mentaliseringsbaserede psykoterapi.

Mentalisering defineres som det, at vi kan danne os forestillinger om og forholde os til, forstå og reflektere over mentale tilstande hos os selv og andre og herunder forstå både egne og andres handlinger som grundet i mentale tilstande. Mentaliseringsevnen, også kaldet vor Refleksive funktion eller vor evne for det An-erkendende Nærvær, er variabel og nedbrydes specielt af stress.

Det for os centralt relevante ved Mentaliseringsbegrebet er således, at det indkluderer indsigt i egne og andres mentale tilstande, som omfatter både kognitive og emotionelle aspekter og kobler til de handlinger, der hænger sammen med de mentale tilstande. Mentaliseringsbegrebet er forskningsforankret og sammenkæder den tilknytningsbaserede udviklingspsykologi, narrativ teori og metode med den affektive neurovidenskab.