Seidenfaden & Draiby
 
 

I vores mangeårige liv som psykoterapeuter, hver for sig og sammen, har vi søgt efter teorier og metoder, som kunne tilgodese såvel ønsket om tera- peutisk forandring som ordentlighed i forholdet til klienten – for os at forstå som direkthed, respekt og fælles forståelse. Undervejs i vores søgen gennem mangfoldige forskellige retninger har vi haft rig lejlighed til at undre os over den uafviselige, vedholdende, tankeprovokerende empiri vedrørende de uspecifikke faktorers afgørende betydning for klienten – og for resultatet.

Vi ønsker i det følgende at beskrive, hvordan den relations-fokuse- rede terapi går hånd i hånd med Carl Rogers’ tanker og kernebetingelser. Vi ønsker også at beskrive, hvordan det efter vores opfattelse især er de såkaldte uspecifikke faktorer, der er formende for både al mellemmenne- skelig og individuel kvalitet, og for såvel relationsudviklingen som den individuelle udvikling. Det samlende begreb for disse uspecifikke faktorer kalder vi anerkendende nærvær eller mentaliseren. Vi vil beskrive, hvordan anerkendende og strukturerende støtte kan være medvirkende til såvel relationel som individuel vækst og udvikling frem imod en mere stabil evne for at kunne være i og yde det anerkendende nærvær for såvel tera- peuten som klienten.


Kravet til parterapeuten i denne model er således ikke blot at være hjemme i teori og metode, men bestandig at have egne uspecifikke faktorer i fokus for at kunne facilitere – dvs. etablere og fastholde – det anerken- dende rum omkring parret/parterne. Dette godartede nærvær er nemlig for os at se hele forudsætningen for, at den relationelle og individuelle vækst og udvikling kan finde sted. Vi er altså – i lighed med repræsentanter for en del andre terapiretninger – af den opfattelse, at netop de uspecifikke faktorer er en nødvendig betingelse for terapeutisk forandring, og som vi skal se, er der stor overlapning mellem Rogers’ kernebetingelser, ubetinget positiv anerkendelse, empatisk forståelse og kongruens på den ene side og anerkendende nærvær på den anden side.

I det følgende indleder vi med at beskrive de centrale metodiske aspekter, for derefter at omtale den bagvedliggende teori.


Den Anerkendende Dialog

I relations-fokuseret terapi anvendes Den Anerkendende Dialog, som er en særlig dialogform med en fast grundstruktur. Den kan udvikles og bru- ges på mange måder, og i parterapi kan den blive en helt ny måde at være sammen på som par, familie og med andre mennesker. Den Anerkendende Dialog er desuden den grundlæggende ramme for en række andre pardia- loger, som indgår i relations-fokuseret terapi.

Den Anerkendende Dialog giver en nænsom og helt ny forståelse parterne imellem. Dialogen er særlig velegnet, hvis man har noget på hjerte, som man ønsker, at ens partner skal høre og forstå, eller som man selv ønsker at forstå bedre hos sig selv, eller hvis man ønsker at ændre noget i sit forhold det kan være alt lige fra børneopdragelse til pengesager, jalousi, forhold til svigermor eller seksualitet.


Den Anerkendende Dialog bygger på ”Imagodialogen”, som er udviklet af Harville Hendrix, bl.a. på baggrund af Carl Rogers’ teori og metode (Hendrix & Hunt, 1999, s. 374, note 6 ). Den giver den tryg- hed, som er en vigtig forudsætning for, at parret igen kan begynde at fær- des respektfuldt og omsorgsfuldt i hinandens og deres fælles verden. I sin grundform er Den Anerkendende Dialog en metode med det formål at:


        •     lære parret at lytte – virkelig at lytte – og sætte sig i den andens sted – en    egenskab, der giver næring, dybde og forståelse i ethvert forhold.


        •skabe veje ind til den psykiske bagage, som alle har med sig fra deres egen barndom, om hvordan det er at være sammen med andre men- nesker. At give adgang til barndomserindringer, så de ufortalte histo- rier foldes ud og danner ny mening. Disse erfaringer på godt og ondt gør partnere brug af i deres forældreskab, uden at være bevidst om det. Man kan nemlig ikke bare med viljens kraft beslutte sig for, hvil- ken slags partner eller forælder man vil være. Man kan kun blive en anden og bedre forældre ved at ”øve sig” på en ny måde, der har det mål at skabe et levende og indsigtsfuldt parforhold eller, hvis man er alene – et levende og indsigtsfuldt forhold til sig selv og sin omverden.


•lære sine følelser at kende på en ny måde, så man kan blive vred, bange eller ked af det på en måde, som ikke gør børnene eller partne- ren utryg eller angst. Man lærer, at det ikke bare handler om at tage ansvar for egne følelser, men også om at tage ansvar for følelserne i det fælles rum. På den måde bliver man opmærksom på sine overle- velsesstrategier.


•lære at bevæge sig ud af ”mig-osteklokken” og over i et ”vi-fælles- skab”, hvor det er muligt at hjælpe hinanden videre, når livet slår knuder.

Anerkendelsens gave

Den Anerkendende Dialog, er det centrale begreb i relations-fokuseret terapi. Anerkendelse betegner i denne sammenhæng en grundholdning, hvor den relations-fokuserede terapeut er i stand til at sætte sig i klienter- nes sted og også støtte dem i at sætte sig i hinandens sted. Anerkendelse indebærer desuden at kunne støtte parret i at respektere, at partneren kan have andre versioner af virkeligheden end ens egen. Når partneren oplever at få anerkendelse af sin partner, føler han/hun sig set, hørt, forstået og respekteret som den, han/hun er. Det giver ro og tryghed, og betyder, at


deres eventuelle barn/børn også kan folde sig ud i tryghed. Dette kan kun ske, når forskellighed ikke opfattes som forkerthed.


Gennem Den Anerkendende Dialog er det terapeuten, der ”holder” parret i det anerkendende rum, så det indbyrdes kan udvikle en anerken- dende holdning. Den Anerkendende Dialog er ikke et mål i sig selv, men en vej til at udvikle anerkendende nærvær og evne til mentalisering, dvs., med Rogers, evne til empatisk forståelse.

Metoden er pædagogisk let tilgængelig, og den er overskuelig og har hele tiden flere dybder i sig, efterhånden som terapeuten arbejder med den. Men det kræver en aktiv indsats, og i arbejdet med par i krise kræver det en terapeutisk indsats at udholde langsommeligheden og den stramme struktur, som er grundlæggende spilleregler.


De helt centrale omdrejningspunkter for det terapeutiske arbejde er at udvikle:


•anerkendende nærvær og kontakt

•anerkendende og værdsættende kommunikation.

Nærvær er en forudsætning for menneskers trivsel ligesom mad, vand og ilt. Sådan er vi bygget! Nærvær er en livsbetingelse, for at vi kan udvikle os. Det blev første gang forskningsmæssigt påvist under 2. verdenskrig, da psykoanalytikeren René Spitz studerede anbragte børn på børnehjem. Her fulgte han børn, der kun blev tilbudt mad, søvn og renlighed. Der var en stor og dengang uforståelig, svært bekymrende ændring af børnenes trivsel og adfærd (Noshpitz, 1997, s. 208).

Nærvær opstår i tryghed og skaber tryghed. Det er i nærværet med andre, at man for alvor kan mærke sig selv. Utryg tilknytning og stærke og uhensigtsmæssige overlevelsesstrategier er væsentlige årsager til afstand og mistrivsel (Broberg, 2008, s. 247-249). En vej til større nærvær og tæt kontakt ligger derfor i at se de mekanismer i en selv og ens partner, der får den enkelte til at bevæge sig væk fra nærheden.


At være anerkendende betyder, at:

•man går ud fra, at der er flere måder at forstå virkeligheden på.

•man for en tid er i stand til at se verden med den andens øjne.

•man ikke har alle svarene på, hvorfor parforholdet er, som det er.

Derfor er:

•anerkendelse ikke lig med ros.

•anerkendelse ikke udtryk for, at vi skal være enige.

•anerkendelse også at beskæftige sig med det, som er besværligt og kritisk.

Dette svarer til Rogers’ nærvær med klienten i ubetinget, positivt anerkendende, empatisk forståelse, der, som nævnt i indledningen (s. xx), hverken er et udtryk for enighed eller uenighed med klientens udsagn, ligesom Rogers lægger vægt på, at terapeuten ikke kan være ekspert på klienten (eller parforholdet).

Et eksempel:

Din partner er meget vred over, at du er kommet sent hjem. En aner- kendende samtale lyder sådan:

”Jeg kan godt forstå, du er vred. Jeg kunne også godt have ringet og givet dig besked, så du kunne have disponeret ud fra det.”

Desværre er det anerkendende sprogbrug oppe imod svære odds. Der er i vores dagligdags måde at tale med hinanden på indlejret en stor


tilbøjelighed til at bruge mange kritisk ladede vendinger og at fokusere på det, man ikke forstår, eller det man er uenige om. For mange er det langt lettere at kritisere end at udtrykke længsler, have fokus på det, der virker og inspirerer og det man gerne vil have.

Særtræk ved ikke-anerkendende kommunikation er fortolkninger og gode råd.


Fortolkninger skaber afstand og grobund for at opleve sig misforstået. Fortolkning er udtryk for din vurdering af situationen. ”Jeg ved, du er vred på mig, når du lukker døren på den måde.” Denne form for fortolkning skal naturligvis ikke forveksles med den psykoanalytiske form for fortolkning.

Gode råd er heller ikke gangbare. De kan kun gives ud fra ens egen virkelighed, er ofte manipulerende og skaber irritation. Det er også her nærliggende at tænke på den betydning, Rogers tillagde ”ikke-direktivitet” (Rogers, 1942, s. 115-128).


Det er vigtigt at kende forskel på anerkendelse og værdsættelse, da de hver især indgår som vigtige elementer i dialogprocessen. Anerkendelse udtrykker en respekt for den andens synspunkt, så vedkommende føler sig forstået. Anerkendelse omfatter således både ubetinget positiv anerken- delse og empatisk forståelse – for at bruge Rogers’ termer. Værdsættelse handler om at sætte pris på den andens kvaliteter, så vedkommende føler sig påskønnet.


Strukturen i Den Anerkendende Dialog

Når dialogen holder op, går parforholdet ud! Så enkelt kan det måske siges. Men at føre en anerkendende dialog er en større opgave, end de fleste aner. Dialog kræver øvelse, hvad enten det er som psykolog, ingeniør, skuespiller eller partner i et parforhold. For en dialog er andet og mere end blot en samtale. Det, vi forstår ved en anerkendende dialog, er en samtale med det formål at skabe forståelse gennem hinandens fortællinger og forskellighe- der. I en god dialog med hinanden kan man få sat tingene i sammenhæng ved at udforske verden sammen. Når man giver plads og tager sin oprigtige interesse frem, så sker der ofte det, at man oplever noget, man ikke havde regnet med. Så selvom man har været gift i 24 år, så vil man – hvis man mestrer en god dialog – til stadighed opleve, at der kommer nye nuancer, nye erkendelser og nye vinkler på kendskabet til sig selv og hinanden.


Den Anerkendende Dialog tager sin begyndelse ved at parret sætter sig godt til rette tæt over for hinanden og etablerer øjenkontakt. Når der falder ro på den ordløse øjenkontakt, igangsætter det hjerneprocesser, der understøtter følelser af gensidighed. Når øjenkontakten er etableret, kom- mer turen til at undersøge og mærke det ”rum”, der er imellem parret. Rummet er det fælles rum, man nu skal arbejde i, men det er samtidig også det rum, parret lever og ånder i sammen til daglig. ”Rummet imel- lem” er alt det, de har med hinanden – alt det, de siger og gør, som derfor er afgørende med til at præge, hvorvidt det er rart, trygt eller ubehageligt at være i.


Turtagning

I Den Anerkendende Dialog er der altid én, der fortæller, og én, der lytter og spejler det, som bliver sagt. Der skabes ingen dialog, når to taler samti- digt, eller når to tier samtidigt. En forudsætning for, at vi kan høre hinan- dens historie, er, at der bliver skabt en atmosfære af ro. Turtagning betyder, at man skiftes til at være den, der fortæller, og den, der lytter. Det er en dejlig måde at få skabt ro på. Udfordringen for fortælleren er at fortælle sin historie oprigtigt og i kontakt med lytteren. Udfordringen for lytteren er at være der 100 % for den, der fortæller. Det er en stor udfordring ikke at blive kastet tilbage i sine egne tanker og følelser, men det kan også være en befrielse at vide, at det eneste, jeg skal gøre, er at lytte og spejle.


Bevægelse hen over broen

Hele dialogen bygger på, at den, der lytter, så at sige forlader ”sin egen verden” for at bevæge sig over i sin partners verden for at høre om og forstå mere om partneren og herved støtte vedkommende i at forstå mere om sig selv. Her kommer ”broen” til hjælp. Broen, som indgår i Den Anerkendende Dialog, er en metafor, der kan bruges på mange måder. Broen er et billede på den kontakt og det nærvær, som parret tilbyder hinanden. Den, der fortæller, ”bliver hjemme” hos sig selv og koncentre- rer sig om at fortælle om sine egne oplevelser, og den, der lytter, går over broen og på besøg. Billedligt talt kan man således gå på besøg i hinandens virkeligheder.

Dette svarer nøje til Rogers’ beskrivelse (1951, s. 35) af terapeutens holdning i klassisk klient-centreret terapi: ”Terapeuten siger i realiteten: ’For at være til hjælp for dig vil jeg sætte mig selv til side – mit selv fra almindelig interaktion – og træde ind i din perceptuelle verden så fuld- stændigt som jeg er i stand til. På en måde vil jeg blive et andet selv for dig – et alter ego med dine egne holdninger og følelser – en tryg lejlighed for dig til at erkende dig selv med større klarhed, til at opleve dig selv mere sandt og dybt, til at vælge mere betydningsfuldt.’”9


Ved at træne i at være opmærksom på, hvor man er på denne bro, træner man parret i at vide, hvor de er i deres kommunikation. Er man fuldt og helt på besøg i den andens virkelighed og lader sin egen være, er man i et anerkendende nærvær. Når man bliver fortrolig med, hvor på broen man er, kan man hurtig mærke, når man af en eller anden grund løber hjem til sig selv. Det betyder, at man får mulighed for at sige at man er løbet hjem for derefter igen at vende tilbage til nærværet over broen. Både at være 100 % nærværende og at sige det, når man ikke er det, er vigtige udtryk for lytterens ægthed eller, med Rogers, kongruens i den anerkendende dialog.

9 Citatet er oversat af Lisbeth Sommerbeck


Broen kan også illustrere forskellen på at værdsætte/rose og aner- kende dem, man holder af: Værdsættelse og ros er en oplevelse af noget ved andre, som man er glad for eller stolt over. Her bliver man stående på sin egen side af broen og inviterer den, man værdsætter eller roser, over i sin egen verden for at fortælle om, hvad man – herfra – godt kan lide, værdsætter eller er stolt af ved den anden.

Anerkendelsen handler derimod om at forlade ”sin verden” og bevæge sig over broen for at høre om og forstå mere om den andens verden, hvad enten det er positivt eller negativt. Det afgørende er at sætte sig for at høre og forstå den andens oplevelse uden nogen vurdering af den, svarende til Rogers’ ubetingede accept.


En af de store udfordringer på denne brovandring er de stærke kræf- ter, der fra tid til anden gerne vil hive en hjem i sikkerhed. Mens den, der lytter, gør sig den største umage med at høre og være ovre hos sin partner, vil det fortalte sætte tanker, følelser og impulser i gang, som får en til at søge hjem. Det bliver især svært at sætte egne tanker på standby, når den ene part begynder at fortælle noget, som den anden part har stærke følelser og meninger om. Impulsen vil være ”at løbe hjem til sig selv”, når man starter en indre dialog med egne meninger, som kommer til at ”overdøve” det, partneren er ved at sige.


Valg af tema

Dialogen begynder med, at parret finder ud af, hvilket tema de ønsker at tale om – noget, man gerne vil undersøge; noget, man synes er svært, eller som lever i parforholdet og giver problemer, og som man gerne vil finde ud af, hvorfor sker. Når man ved, hvad temaerne er, skal parret beslutte sig for et af dem. Valget indebærer samtidig, at den ene starter i den fortællende position og den anden i den lyttende og spejlende position.


Den Anerkendende Dialog trin for trin

Den Anerkendende Dialog med det valgte tema gennemgår tre trin:

1.Trin 1: Spejling

2.Trin 2: Anerkendelse

3.Trin 3: Indføling

4.


Trin 1: Spejling

Her fortæller fortælleren sin historie, og lytteren spejler, resumerer, aner- kender og er indfølende. En af hjørnestenen i Den Anerkendende Dialog er således spejling, som kan åbne vores egne og vores partners øjne, ører og hjerte på en ny måde. Formålet med spejlingen er at skabe en tryg ramme, hvor man kan blive klogere på hinandens verden og få essensen af det, man er, til at blomstre i hinandens tilstedeværelse.

Spejling betyder simpelthen, at lytteren bevæger sig over i fortæl- lerens verden og sætter et spejl op ved at gentage det, fortælleren siger. Fortælleren siger nogle få sætninger, hvorefter lytteren spejler det, der blev sagt. Her er der tale om en aktiv lytning, hvor lytteren præcist gentager indholdet af et budskab fra fortælleren. Når lytteren spejler, er det vigtigt at spejle så ordret som muligt, fordi de ord, der bliver benyttet, har sin særlige betydning for den, der fortæller.


Lytterens ordrette gengivelse af det, fortælleren siger, markerer en forskel til Rogers, som beskriver empatisk spejling som en måde, hvorpå terapeuten sikrer sig, at han/hun har forstået klienten korrekt, og ikke alene har forstået det faktiske udsagn, men også hvad der rører sig under huden på klienten, og hvad klienten ønsker, at terapeuten skal forstå, men ikke helt formår at udtrykke. Rogers’ empatiske spejling er således mere omfat- tende end lytterens spejling i den anerkendende dialog (Rogers, 1986).

Fortælleren holder sig til sit tema og sin egen historie, og fortæller den så kortfattet og præcist som muligt. Der tales i jeg-form, og fortælleren skal undgå kritik og nedgøring af partneren. Er der kritik, bliver det kri- tiske udsagn fulgt af sætningen: ”Det, det betyder for mig, når jeg oplever... er ....”


Eksempel:
I stedet for at sige: ”Du er sur på mig, fordi ...” siger man ”... det, det

betyder for mig, når jeg oplever, at du er sur på mig, er ...”.

Med passende mellemrum spejler lytteren herefter det, som fortæl- leren fortæller. Som lytter ligger der en stor opgave i ikke at løbe tilbage over broen og begynde at blande sit eget liv ind i fortællerens historie. Det kan af mange grunde være svært at høre på det, fortælleren siger, uden at måtte sige noget fra sit eget perspektiv. Her er det vigtigt at gøre parret opmærksom på, at selvom der er noget i relationen, der udløser det tema, som fortælleren nu folder ud, så er der tale om en dybere og bagvedlig- gende historie, som tilhører fortælleren. Så selvom lytterens måde et være på måske er den udløsende faktor, ligger historien primært hos fortælleren. Med den indsigt kan man som lytter bedre møde det, der bliver fortalt med den nysgerrige og interesserede holdning, som hjælper fortælleren med sin erkendelsesproces. Det er lytterens ansvar at være lydhør og afstå fra at udtrykke egne tanker og følelser undervejs. Det lyder let, men det kan være svært, når blodet koger, fordi det, man hører, opleves provoke- rende. Det er lige præcis dér, fortælleren har allermest brug for lytterens fortsatte nærvær over broen, og det er her, terapeuten har en vigtig opgave i at ”holde” lytteren på fortællerens side af broen.


Spilleregler for lytteren:

•stiller ikke spørgsmål

•fortolker ikke det, der bliver sagt

•gør ikke på egen hånd noget af det fortalte vigtigt og andet mindre vigtigt

•kommer ikke med egne nye ord.

Fortolkning er nærliggende, fordi man hele tiden forsøger at skabe mening ud fra ens eget verdensbillede. Men her er det forbudt. Når man kommer med fortolkninger eller egne nye ord og prioriteringer i spejlin- gen, kalder vi det for ”illegal import af eget stof til den andens land”. Det er en stor udfordring for de fleste at kunne lade være med det. Til gengæld er det en særdeles sund udfordring at lade egne tanker og associationer ligge for en stund for fuldt ud at kunne koncentrere sig om partneren.

Når man starter på en spejling, er det vigtigt at give sig god tid. Kvaliteten af det, man giver tilbage, vil være udtryk for kvaliteten af ens nærvær. Nogle mennesker når desværre aldrig at opleve den utroligt bevæ- gende følelse, det er at blive set og hørt nøjagtigt som den, man er, selvom det burde være en menneskeret.

Når spejlingen er så vigtig, som vi her beskriver, skyldes det, at den, der spejler, gør det med fuldt nærvær i krop og sind. Når det fortalte ikke bare bliver hørt og gentaget, men også taget ind med anerkendelse og total lydhørhed, er der basis for en følelse af overensstemmelse og forståelse – en følelse af at: ”Nu er vi pludselig på den samme bølgelængde igen. Lige nu forstår vi hinanden. Lige nu tør jeg godt åbne mig igen. Lige nu ...”. I forhold til det mest sårbare og konfliktskabende i parforholdet kan det være afgørende, at det sagte dels bliver gengivet så præcist som muligt, dels at lytterens nærvær har den beskrevne kvalitet.


Spejlingens væsen

Spejling er noget, vi foretager os hele livet – lige fra fødslen, hvor barnet opdager verden og begynder den første selvudvikling ved at udforske mors ansigt og mimik. Når det rynker til i gråd, eller lyser op i et kæmpe smil, så spejler vi helt ubevidst dets mimik. Når barnet så at sige ser sig selv i mors ansigt, får det de første oplevelser af sig selv. Denne spejling udvikler

nerveforbindelser i barnets hjerne, der kan gøre det muligt at udvikle bevidstheden om: Hvem er jeg?


Spædbørn har brug for et levende ansigt og et nærvær, der kan dæmpe den oprevethed og affekt, de naturligt befinder sig i. Når først bærebølgen af tryghed mellem mor og barn er blevet etableret, så begynder barnets langsomme selvregulering at udvikles (Fonagy et al., 2007, s. 276).

Spejling er altså livsvigtig, for at børn kan udvikle sig sundt og godt, og vi vover. at antage, at spejlingens tryghedsskabende og udviklende effekt stadig gælder, selvom vi er voksne. Denne formodning understøttes såvel af forskning som af vores kliniske erfaring (Broberg et al., 2008, s.235), samt af meta-analytiske undersøgelser, der påpeger den store betydning af terapeutens empati som et non-specifikt bidrag til et positivt udfald af psykoterapi (s. xx) (Duncan et al., 2010, s 118).


Trin 2: Anerkendelse

Når spejlingen af fortællerens problem eller oplevelse er afsluttet, fortsæt- ter dialogen på andet trin: anerkendelsen. Her anerkender lytteren det, vedkommende lige har hørt. Lytteren giver over for fortælleren udtryk for, at det, der er blevet fortalt og sagt, giver mening. Anerkendelse handler derfor kort og godt om at give udtryk for, at man forstår fortællerens pro- blem og historie, og det gør man ved at stille sig i fortællerens position og se verden med partnerens øjne.


Her er altså ikke tale om at være enige om en udlægning af virkelig- heden. For selvom parret taler om det samme tema eller oplevelse, vil der altid være (mindst!) to verdensopfattelser af den samme ting. Her begyn- der en dans, hvor man mere og mere løsrives fra barndommens skygger, og bedre kan se, hvilken person man har over for sig. Hvis der er noget, der ikke giver mening, kan man sige: ”Hjælp mig til at forstå ...”. Derefter tjekker man, om fortælleren føler sig forstået. Man kan godt blive over broen hos sin partner og give udtryk for, at det giver mening, samtidig med at man inde i sig selv tænker, at man ikke er enig. Anerkendelsen opleves derfor af mange som det allersværeste i dialogen. (Se også indledningen s. xx-xx). Det centrale i anerkendelsen er at give plads til, at vi har forskellige verdener.

Og anerkendelsen kan også opøves: Efterhånden som parterne får erfaringer med den positive virkning af Den Anerkendende Dialog, får de nemmere ved at indse irrelevansen af lytterens meninger i den aner- kendende fase, og lytteren bliver derfor i stadig mindre grad, som lytter, forstyrret af dem.


Trin 3: Indføling

Tredje og sidste trin i grunddialogen er indføling, hvor lytteren igen sætter sig i partnerens sted – denne gang rent følelsesmæssigt. På dette trin viser lytteren sin indføling ved at give sit bud på, hvordan fortælleren har det med det, der er blevet fortalt. Man forsøger at forestille sig, hvordan det fortalte må have berørt fortælleren. Ved at fortælleren lytter til forslagene, bliver han/hun mere fokuseret på, hvordan det faktisk føles. Indfølingen vil altid være et gæt, for man ved jo ikke præcis, hvordan den anden føler. Men man prøver at indkredse nogle præcise følelser, som man tror, at det fortalte må være forbundet med, og på den måde hjælper man fortælleren med at fokusere på sine egne følelser. Som allerede omtalt ovenfor er dette trin indbefattet i Rogers' empatiske spejling (se også Rogers' definition af empatisk forståelse s. xx).


Efter vores opfattelse er der således en stor lighed mellem Rogers’ empatibegreb, som udfoldes i hans empatiske spejling, og Den Anerken- dende Dialog, som vi anvender. Vi nuancerer denne proces i spejling, aner- kendelse og indføling, som jo ret beset blot er de naturlige delelementer af enhver dialog. Derved imødekommes et behov for en klar struktur, som bedst muligt sikrer det anerkendende nærvær for begge parter, også når de går om bord i de sværeste temaer i parforholdet. Lytteren i Den Anerken- dende Dialog er på en ganske anden dybtgående og omfattende måde part i sagen, og har meget mere i klemme, end tilfældet er for terapeuten med sin klient.


Så når den ene fortæller om det, der er svært og potentielt konfliktud- løsende, vil den anden, så vidt muligt, og hjulpet af den klare og stramme struktur, kunne ”holde rummet” og være såvel anerkendende som nær- værende. De får på skift mulighed for at være en form for klient – eller partnercentrerede terapeuter for hinanden.


Forandringsdialog

”Jamen, hvor mange gange skal jeg sige det! Jeg bliver så sindssygt ked af det, hver gang du skælder børnene ud på den måde. Hvornår lærer du at beherske dig lidt?” Følelsen er velkendt for alle: En frustration dukker op igen og igen og udløser et skænderi, som medfører, at man bliver lidt mere uvenner end sidste gang, situationen dukkede op, og at afstanden mellem parterne bliver en lille smule større. Begge parter er lige frustrerede, når det sker. Den ene, fordi afmagten over ikke at kunne trænge igennem med sin appel vælter ind over én, og fordi det ikke har været muligt at finde en måde at løse situationen på, og derfor gentager den sig. Den anden, fordi han eller hun nu igen føler sig uretfærdigt bebrejdet og kritiseret.


Frustrationer kan også forstås som forandring, der prøver at bryde igennem. For at få fat i ønsket om forandring, der ligger nedenunder, kan den anerkendende dialog i sin grundform udbygges med en forandrings- del. Den er et redskab til i fællesskab og gennem dialog at komme fra kon- flikt til ny forståelse og nye væremåder. ”Den Anerkendende Dialog – med forandring” tager parret med ud på et fælles detektivarbejde for at finde ud af, hvad frustrationen egentlig består af. Hvordan ser den ud, hvordan føles den, hvad betyder den, og hvor stammer den fra? Hvad minder den om, hvilke barndomsminder vækkes? Denne viden udmøntes i positive, specifikke ønsker om nye handlinger, der møder den længsel, partneren har, og som giver mulighed for udvikling både for den, der giver og for den, der modtager.




Langsommelighedens og tavshedens gave

Et helt specielt særkende ved disse dialogformer handler om tid og tempo. Det er nødvendigt at have langsommeligheden for øje. Tid til eftertænksomhed og tid til at dvæle i følelserne. Via et langsomt tempo og den stilhed, der opstår, kommer erkendelserne drypvis, når gamle min- der får tid og plads til at dukke op og blive tilgængelige. Tavsheden er guld værd, når den kan få lov til at være der – uanstrengt – så sker det ofte, at nye overraskende minder, følelser og tanker dukker op. Terapeuten understøtter denne proces ved kontinuerligt at påpege, rumme og vægte en langsommelighed og væren i kontakt med sig selv og den anden både kropsligt og mentalt. Når fortælleren på denne måde er i flow med frie associationer, fordi partneren sidder overfor med et sæt lyttende, interes- serede og medlevende ører og øjne, så er der mulighed for at betræde nyt land og blive klogere sammen.


Det teoretiske grundlag for relations-fokuseret terapi

Ud over arven fra Rogers, som vi hen ad vejen allerede har peget på, er de vigtigste og mest relevante teorier bag relations fokuseret terapi: tilknyt- ningsteori, relationel neurobiologisk teori, mentaliseringsteori og aspekter af narrativ teori.


Tilknytningens betydning

Vi udvikler i opvæksten enten et trygt eller utrygt tilknytningsmønster (Broberg et al., 2008, s. 168), som udspiller sig både hos børn og voksne, når vi er sammen med andre. I den tidlige udvikling skorter det sædvan- ligvis ikke – om end med betydelig variation – på accept, indføling og autentisk voksentilstedeværelse, det vi samlet kalder for det anerkendende nærvær. Det mønster eller den tilknytningstype, der kommer ud af det, er

ikke noget, vi som sådan lægger mærke til, fordi det hurtigt bliver indlejret som en del af vores personlighed.


Selvom mønsteret udvikles og stort set fastlægges i barndommen, synes der at kunne ske betydelige overgange fra den ene til den anden tilknytningstype afhængig af omstændighederne undervejs i livet. Samhørighedens paradoks er, at vi i voksne tilknytningsrelationer oplever frustrationer og konflikter, som på et affektivt plan altid har fællestræk med tidligere svære situationer. Der er således en sammenhæng mellem ”succes” i vores første relationer og i vores senere nære relationer. Den relations-fokuserede terapi fokuserer på de mulige faktorer i tilknytnings- relationerne, dvs. vores nære relationer, der kan tænkes at medvirke til udvikling af tryg tilknytning.


Den nye hjerneforskning

Hjernen skaber os – men skjuler sig for os – det er vores usynlige væksthus! Den nye hjerneforskning er imidlertid i gang med at gøre dette synligt: Hjernen kan bl.a. opfattes som et særdeles dynamisk og plastisk, formbart organ. I dette væksthus har vi fra første færd samlet summen af de indtryk og erfaringer, der har haft betydning for os, bevidst eller ubevidst. Disse erfaringer er lejret i to ikke særlig klart adskilte og neurologisk forskellige systemer: den eksplicitte hukommelse, som rummer hjernens tilgængelige bevidste, sproglige og fortolkende funktion, og den implicitte hukom- melse med de sansede, nonverbale og ureflekterede ubevidste processer. Disse sidste viser sig i de nære relationer som følelser og handlinger, ikke bare overraskende, men ofte også konfliktskabende.


I denne sammenhæng er vi interesserede i, hvordan nogle af de måder, vi er sammen på, enten fremmer eller hæmmer den videre udvik- ling, ikke kun hos vores børn, men også hos os voksne. Det ser ud til, at det centrale element, der sikrer hjerneudviklingen hos børn, er det samme, som sikrer kvaliteten i såvel forælder-barn-relationen, som forældreskab, parrelation og den individuelle hjerneudvikling hos voksne (Allen et

al., 2009, s. 237). Dette centrale element er vores mentaliseringsevne (se senere), som i relations-fokuseret terapi kaldes evnen til anerkendende nær- vær. I relations-fokuseret terapi opfatter vi således tilknytningsprocessen som midlet og ikke som et mål i sig selv.


Teoretisk er den relations-fokuserede terapi optaget af at skabe veje til nye erfaringer, der er mere sikre for hjerneudviklingen. Det synes rime- ligt at antage, at det bedst kan ske gennem den samme relation, der frem- kaldte reaktionen, men med en anden, mindre stressfuld tone af godartet nysgerrighed og anerkendelse af reaktionen.

Fra hjerneforskningen (LeDoux, 2003, s. 159) ved vi, at vi har et reaktionsmønster, vi kalder for den lille og store klinge. Den lille klinge er den hverdagsagtige, gensidigt forstærkende, lettere hjerneamputerede vej til konfliktoptrapning i det nære forhold, som LeDoux kalder ”low and dirty”, og mere dramatisk ”the survival encounter”- overlevelsesmødet. For det er sådan det kan opleves!



Figur 2. Affektreaktion – “low and dirty” (Seidenfaden et al., 2009, s. 83).


Baseret på den samme forskning kan vi vise det hjernemæssige grundlag for vejen ud: ”high and accurate”, hvor der er lukket op for hjer- nens fulde sproglige, empatiske, logiske, hukommelses- og fantasimæs- sige ressourcer – det, vi kalder for den store klinge, hvor hjernen udvikler mestringsstrategier i stedet for at forblive i sine overlevelsesstrategier:


Figur 3. Mentaliseret affekt – “ high and accurate” (Seidenfaden et al., 2009, s. 85).


Om mentalisering

Den relations-fokuserede terapi har, som så mange andre terapiretninger, grebet mentaliseringsteorien med dens omfattende teoretiske og kliniske grundlag med kyshånd. Mentalisering kan anvendes som yderligere præ- cision og fordybelse af det relations-fokuserede, kliniske arbejde med par, og kan anses for at udgøre den evolutionære top af menneskets intellektu- elle udvikling (Allen & Fonagy, 2006, s. 55). Den er grundlaget for vores mulighed for at indgå fleksibelt og konstruktivt i relationer, og er beteg- nelsen for vores evne til at fornemme, fortolke og forstå egne og andres

tanker, følelser og handlinger. Mentalisering er en automatisk, intuitiv og interaktiv proces, hvorved vi kan komme til at ”føle klarere” – en afgø- rende og central færdighed såvel for vores udvikling som vores forståelse af os selv og andre. Mentaliseringsevnen driver den måde, hvorpå vi handler sammen med andre, og former gennem udvikling af selvrepræsentationer selvets fortsatte udvikling (Fonagy et al., 2007, s. 253).


Mentalisering er altid forbundet med følelsesmæssige kvaliteter – en form for følelsesmæssig viden eller empatisk forståelse (Allen et al. 2009, s. 23).

Mentalisering er desværre en kompleks og usikker evne. Det er der- for vigtigt at tage udgangspunkt i, at den er varierende til rådighed og særligt afhængig af stress. Svigt i mentaliseringen kan dels være udtryk for en medbragt sårbarhed eller en mere situationsbestemt stress.


Mentaliseringsevnen synes også at være relationsspecifik, dvs. at mentaliseren ikke kan vurderes – eller ændres afgørende uden for rammen af den specifikke relation (Allen et al., 2009, s. 241). Parforholdets udfor- dringer kan med andre ord ikke umiddelbart mødes meningsfuldt uden for parforholdet. Det kan derfor med rimelighed forventes, at den relati- ons-fokuserede terapeut opfordrer parret til at mentalisere relevant, ægte hverdagsorienteret affekt og derved fremmer såvel relationel som indivi- duel udvikling. Antagelsen er, at disse grundforudsætninger for vækst, udvikling og trivsel gælder livslangt (Siegel, 1999, s. 306).


Man kan sige, at mentalisering ikke så meget er en evne, som en måde at forholde sig til sin egen og andres tanker, følelser og handlinger på -en indstilling, en forholdemåde, der er præget af nysgerrighed, respekt, fleksibilitet, ydmyghed og forandringsvillighed. Hvis vi ikke tidligt er ble- vet set af vores omsorgspersoner som komplekse, intentionelle væsener, hvordan skulle vi så i nære relationer senere i livet kunne omfatte andre med den forståelse?


Den relations-fokuserede parterapeut er sædvanligvis optaget af det par, for hvem det ikke er lykkedes at reparere ”skaderne” efter konflikterne, og som ikke har fået (gen-)etableret mentaliseringen, dvs. det anerken- dende nærvær. Konflikterne i parforholdet antages at repræsentere mere eller mindre forbigående nedbrud i mentaliseringen.

Derfor er det formentlig gennem den gentagne genetablering af nær- vær efter konflikter, at vi lærer, og grundlæggende kommer til at tro på, at vi kan komme på den store klinge – at der er noget at stille op, at det ikke er farligt, at der ikke er noget at være bange for. Det er i dette gentagne mønster, stilen, tonen – i arbejdet på at skifte gear fra den lille til den store klinge – at et vigtigt integrativt udviklingsskridt ligger, således at parret tør være i relationen i tryg forventning om, at de følelsesmæssige eller kon- fliktfyldte op- og nedture klares i kraft af nysgerrighed, fantasi, humor og anerkendende nærvær, efterhånden støttet af egen nyvunden robusthed. Det kan forstås som en form for erhvervet tryg tilknytning.


Den ofte fremførte oplevelse af, at ”det føles akavet” at forsøge at være på den store klinge, giver mening, fordi parterne, især lytteren, øver ny adfærd og derigennem begynder at opleve at være ”uden for livsfare” i de situationer, hvor den tidligere stod på overlevelse på den lille klinge. Det er her, vi kan begynde at forhindre den totale krig ved at mentalisere affekten: Det er min partner, der er rasende, ikke mig. Jeg kan bare lytte, anerkende og mærke følelserne!


Det er så ikke lige dér, den totalt mentaliserede, gensidige forståelse kan etableres. Det kan i denne tænkning kun ske, når begge parter er i stand til at mentalisere. At opretholde mentalisering i denne ”tilknytnin- gens smeltedigel” er således både det mest udfordrende og det mest afgø- rende for såvel parforhold som for vores personlige udvikling Der smedes, mens jernet er koldt, eller højst lunkent! (Allen et al., 2009).


Det narrative aspekt

I relations-fokuseret terapi antages det, at det, vi fortæller, er med til at skabe vores selvforståelse og identitet, hvad enten vi er store eller små. Gennem fortællinger formes vores opfattelse af verden, hvem vi er og hvem vores partner er, så vi kan finde mening i det, der sker og er sket i vores liv. Ved at uddybe vores selvforståelse og vores forståelse af hinanden, ved at undersøge hændelser i vores liv, vil den autobiografiske fortælling

om os selv udvikles og vokse i omfang, og vi får som partner et større afsæt for relationsspecifik, godartet mentaliseren og omsorgsfulde handlinger (Holmes, 2001, s. 15).

Det rum, vi fortæller ind i, skaber vi og holder for hinanden i en gensidighed og turtagning. Ny historie, som ikke er sagt eller hørt før, kræ- ver gensidig accept og søgende forsigtighed – anerkendende nærvær. Ved at åbne op for de ufortalte fortællinger i vores liv kan vi få klarhed over, hvad vi egentligt selv føler, mener, ønsker, bryder os om eller ikke bryder os om, hvad vi længes efter, og hvorfor vi reagerer, som vi gør. Målet er, at vi nysgerrigt og undrende i kraft af fortællingen og sammen med vores partner bliver klogere på sammenhængen mellem nuværende følelser og tilsvarende tidlige følelser og erindringsbilleder.

Det har vist sig, at der er en klar sammenhæng mellem, hvor mange nuancer og hvor megen sammenhæng, der er i vores historie og i vores tilknytningsmønster: Voksne med trygge tilknytningsmønstre kan typisk fortælle farverige, nuancerede, reflekterede historier om sig selv, som hænger godt sammen. Dette afspejler en veludviklet neural integration (Holmes, 2001, s.84). Omvendt antager relations-fokuserede terapeuter at de ved at tage afsæt i den relationelt udløste affekt og ved at skabe nye mere sammenhængende og farverige fortællinger om det, affekten minder os om, kan understøtte den neurale integration (Fonagy et al., 2007, s. 444).


Diskussion af den relations-fokuserede parterapis metode

Som relations-fokuserede terapeuter deltager vi aktivt i den terapeutiske proces, og er interesserede, ikke bedrevidende og undersøgende med hen- syn til at understøtte parrets gensidige proces omkring følelser og tanker, tanker om tanker og følelser hos sig selv og hos den anden. Vi er ikke diagnostisk aktive, men derimod relationelt og strukturerende aktive i en vedholdende bestræbelse på at understøtte både forståelse for mentalise- ringstænkningen, og især oplevelsen af den mentaliserede affekt og itale- sættelsen af denne. Vi giver derfor løbende udtryk for indlevelse, omsorg,

humor og forståelse ud fra vores fornemmelse af tid og plads, med parathed til at anerkende svar, nye tanker og spørgsmål fra parret. På denne måde er det vores intention og ansvar at medvirke til at skabe en positiv, tryg, anerkendende situation, som er forudsætning for begyndende ny menta- lisering hos parret – en situation, som svarer til den atmosfære af tryghed, som Rogers (1951, s. 41) forsøgte at skabe for at overflødiggøre klienters behov for at retfærdiggøre og forsvare sig.


Vi bestræber os på at stimulere interaktive processer i terapien, der kan foldes ud via kommentarer som ”Hjælp mig med at forstå ...” og kan korrigeres med fx ”Det jeg mener ... det jeg gerne vil have, du hører, er ...”, hvorved processen i tiltagende omfang kan holdes i et godartet, her-og-nu genkendeligt og velkendt sprog: ”Nu giver det mening, når du siger....”


Triangulering – en udvidelse af dialogen mellem partnerne, hvor tera- peuten fx spejler og anerkender fortællerens affekt for snarest muligt at forlade denne position og tilbagegive den aktive proces til lytteren, der så fortsætter med sin spejling og anerkendelse – indgår, afpasset efter stres- sniveau og flow i dialogen, for at understøtte processen. Terapeuten kan fx foreslå ledsætninger som: ”Det jeg mener, er ..., det mine tårer handler om ..., det. det betyder for mig ...”.

Triangulering kan også tage form som en ”time out”. Terapeuten kan anerkende og spejlestærke følelser og reaktioner, for derefter hurtigt at diri- gere dialogprocessen tilbage til parret.


Terapeuten vil starte en parterapi med straks at begrunde og intro- ducere ny adfærd fx turtagning, dialogen, broen, lytten, anerkendelse osv. Derved giver terapeuten meget hurtigt parret mulighed for at opleve sig gensidigt forstået. I det genskabte, stressreducerede felt vil begyndende ny mentalisering og empatisk forståelse finde sted, som basis for det fortsatte arbejde med at finde egne løsninger på de problemer, de står overfor.




Som relationel parterapeut er det terapeutens opgave, at

        •     etablere og holde et anerkendende rum, dvs. i Rogers’ forstand at være      ubetinget accepterende i forhold til begge parter.

•formidle denne position fx gennem anerkendende triangulering, hvor terapeuten spejler og anerkender fortællerens affekt for snarest muligt at tilbagegive dialogen til lytteren, der så fortsætter med sin spejling og anerkendelse.

•understøtte lytterens spejling og anerkendelse af partnerens fortælling i kraft af fx ledsætninger (procesrettede, ufuldstændige sætninger: ”Det, jeg også hørte, du sagde ... ” eller ”... fik jeg det hele med?”

Som det vil fremgå, opfatter vi vores opgave ”dobbelt-rogersk”, idet vi dels selv ”holder” den anerkendende position – ubetinget positiv og empatisk forstående accept, dvs. ikke korrigerende, ikke kritiserende, ikke fortolkende eller diagnosticerende i forhold til klienten (parret) – og dels understøtter ny oplevelse/læring vedrørende netop denne ubetinget, posi- tive accept og empatiske forståelse

Vi anerkender grundlæggende, at parret ”kan selv”, og at det er dem, der hver især og tilsammen ved, hvad der er vigtigt. Vi har den samme til- lid til parret, som den klassiske, klient-centrerede terapeut har til sin klient (Rogers, 1951, s. 22-24). Terapeutens opgave i relations-fokuseret terapi med par er at holde sig uden for deres temaer og eksemplificere og foreslå implementeringer af det anerkendende nærvær, såvel for lytteren som for fortælleren

I det hele taget er den relations-fokuserede terapeut til stede på en så klar og enkel måde som muligt, og lægger op til, at der kan spørges ind til og snakkes om alt, der måtte forekomme utydeligt eller uforstå- eligt i implementeringen af metoden, ligesom terapeuten også er åben for spørgsmål om holdning, udgangspunkt og egne erfaringer med metoden. Dette udgør et vigtigt aspekt af den relations-fokuserede terapeuts ægthed, kongruens og autenticitet.

Med andre ord er terapeuten mindre optaget af indholdet i kon- flikterne og af lindring af symptomer og mere optaget af udvikling af mestringsfærdigheder, hvad angår kvaliteten og den støttende karakter af

tilknytningsrelationen i parret. Grundlæggende er terapeuten således fra første færd i gang med til at overflødiggøre sin tilstedeværelse som terapeut. Det psykoedukative fylder en del i startfasen: Beskrive og forklare den typiske par-udvikling, turtagning, spejling, magtkamp, dialogens trin, anerkendelse/værdsættelse, broen, mentalisering/anerkendende nærvær, den intuitive og den sproglige hukommelse. I den grundlæggende kliniske model indgår dialogen som en vej til at skabe og formidle mening i et uigen- nemsigtigt felt. Dialogen er således en vej og en mulighed – og ikke et mål i sig selv. Terapeuten træner således dybest set ikke kommunikation, men en ny indstilling.

De nødvendigvis usikre fortolkninger, som nærmer sig kvalificerede gæt, kan erstattes af større grader af vished og ny forståelse af den anden, hvorved man kan føle sig forstået/anerkendt. Dette er den eks- plicitte mentaliserings/den empatiske forståelses koreografi, som vi ser det. Spørgsmålet har været rejst, hvorvidt en tidligt introduceret formali- seret metode med en fast struktur kan lægge op til mere ikke-mentaliseren? Det er vores erfaring, at det bestemt er en risiko, som må afvejes i forhold til den stressmodulerende og dermed mentaliseringsfremmende mulighed, der springer ud af grundigt at motivere og i proces introducere først dele, siden hele dialogprocessen. At begge parter hurtigt oplever det lettende og meningsfuldt, er sandsynligvis afgørende for parrets engagement i denne

fase af forløbet.

Metoden er aftagende direktiv og afpasset efter stressniveau og kapacitet, hvor hensigten stedse er at opretholde og stimulere til et optimum af arousal. Dette medfører sædvanligvis stigende niveauer af arousal, hvor terapeuten hen imod afslutning af behandlingen giver mere plads til det nærmest efterhånden selvkørende par. Parret kan nu mere selvfølgeligt bakse med de største konflikter i en fortsat anerkendende, empatisk for- stående og mentaliserende proces. Der er derfor, især i begyndelsen, en balance mellem interventioner og given plads til parrets proces.


Terapeuten står således for, og udtrykker de samme anerkendende værdier, som søges fremkaldt hos parret, idet ikke-anerkendende handlin- ger i terapien netop ikke medvirker til at skabe forandringer i parrets måde at fungere på.

I behandlingsforløbet er det ofte en udfordring for parret at formulere positive ønsker til partneren i stedet for at fortsætte med den frustrerende adfærd, som vækker mindelser om barndomssituationer. På en måde er det en proces, hvor parret bevæger sig væk fra en position præget af negative erfaringer fra fortiden til en helt anden position præget af positive forvent- ninger og en ny forståelse for og mentaliseren af partnerens adfærd, der skaber positive resultater i forholdet.


Den relations-fokusede terapimodel udstikker således gennem tan- ken om anerkendende nærvær et optimistisk mål for en livslang udvik- lingsproces for parterapeuten såvel som for klienterne. Den er inklusive i forhold til mentaliseringsbegrebet, og den bærer i sig kvaliteter som accept, empati og autenticitet




LITTERATUR

Allen, J. & Fonagy, P. (red.) (2006). Handbook of Mentalization-Based Treatment. New Jersey: Wiley & Sons, Ltd.

Allen, J., Fonagy, P. & Slade, A. (2009). Mentaliseringsbaseret behandling i teori og praksis. København: Hans Reitzels Forlag.

Broberg, A., Granquist, P., Ivarsson, T., & Mothander, P. (2008). Tilknytningsteori. København: Hans Reitzels Forlag.

Duncan, B.L. Miller, S.D., Wampold, B.E. & Hubble, M.A. (2010). The Heart and Soul of Change. Washington DC: American Psycological Association.

Fonagy, P., Gergely, G. & Target, M. (2007). Affektregulering, mentalisering og selvets udvikling. København: Akademisk Forlag.

Hendrix, H. & Hunt, H. (1999). Se dit barn som det er – en vejledning for forældre. København: Borgen.

Holmes, J. (2001) The Search for the Secure Base– Attachment Theory and Psychotherapy. London: Routledge.

LeDoux, J. (2003). Synaptic self – How Our Brains Become Who We Are. London: Penguin.

Noshpitz, J. (1997). Handbook of Child and Adolescent Psychiatry. New Jersey: Wiley & Sons, Inc.

Rogers, C. (1942). Counseling and psychotherapy. Boston: Houghton Mifflin.

Rogers, C. (1951). Client-centered therapy. Boston: Houghton Mifflin.

Rogers, C. (1986). Reflection of feelings. Person-Centered Review, 1, 375-377.

Seidenfaden. K, Draiby. P, Christensen. S., Hejgaard.V. & Davidsen. M. (2009). Den Levende Familie. København: Lindhardt og Ringhof.

Siegel, D. (1999). The Developing Mind. New York: Guilford Press.


Yderligere baggrundslitteratur


Damasio, A. (2000). The feelings of what happens– body, emotion, and the making of conscioness. London: Vintage.

Hart, S. (2006). Betydningen af samhørighed– Om neuroaffektiv udviklingspsykologi. København: Hans Reitzels Forlag

Hart, S. & Schwartz, R. (2008). Fra interaktion til relation. København: Hans Reitzels Forlag. Holmes, J. & Bateman, A. (2002). Integration in Psychotherapy. Models and methods. London:

Vintage.
Honneth, A. (2006). Kamp om anerkendelse. København: Hans Reitzels Forlag.
Seidenfaden, K. & Draiby, P. (2009). Det Levende Parforhold. København: Lindhardt og Ringhof.

Skårderud, F. & Karterud, S. (2007). En introduktion: Forord i A. Bateman & P. Fonagy: Mentaliseringsbaseret behandling af borderline-personlighedsforstyrrelse. København: Akademisk forlag.

Stern, D. (1991, 2002). Spædbarnets interpersonelle verden. København: Hans Reitzels Forlag. Stavros, J. & Torres, C. (2007). Positive relationer: At frigøre den værdsættende samtales kraft i

hverdagslivet. København: Dansk Psykologisk Forlag.
Sørensen, J. (2008). Støt Mestring – Bryd Mønstre. København: Dafolo.



 

“ARVEN efter Carl Rogers”

Dansk Psykologisk Forlag 2010


Kapitel 4 - Rogers’ kernebetingelser i relations fokuseret parterapi: Udvikling af anerkendende nærvær

Af Kirsten Seidenfaden og Piet Draiby

Kontakt os på mail her.  Mobil 2964 6855